En skandale befolkningen går op i?
Efterhånden som skeletterne vælter ud af Troels Lunds skab – og endda bringer hans chef i alvorlige og underholdende problemer - er det svært at forestille sig andet end at manden er færdig i politik. Og med nedsættelsen af en undersøgelseskommission er det et spørgsmål om tid før vi får en idé om hvad konsekvenserne bliver.
En ting er dog hvad der sker politisk. Det i interessante spørgsmål er mere hvorvidt befolkningen går op i sagen. Granted, politiske kommentatorer, eksperter inden for forvaltning samt jurister står i kø for at forklare hvor stor en skandale sagen er, men hvordan det kommer til at påvirke Venstre og oppositionen som helhed, det er uvist.
Hvis de sidste par år har kastet nogen lektie af sig, er det at personsager og ikke mindst håndtering af personsager er det nye sort inden for dansk politik. Lene Espersen blev korsfæstet, ikke så meget fordi hun havde misset et par møder, men mere fordi hun ikke sagde undskyld før det var for sent. Helle Thorning var i vælten da skattesagen første gang rullede, men en hurtig reaktion og undskyldning fik afværget at skandalen rigtig kom i gang. (Et eksempel på at krisekommunikationen åbenbart er vigtigere end selve krisen. Patetisk, egentlig.) Mest aktuelt er Ole Sohn i problemer fordi han ikke klart kan eller vil svare på om han var en dum kommunist (ja), om han var i lommen på Sovjet (ja) og om hele hans partis overlevelse var finansieret med sovjetiske millioner (ja).
De tre historier er eksempler på ting, danskerne går op i. Det er let at håndtere, man kan umiddelbart se om en person er troværdig eller ej, og man får måske den undskyldning man kræver (og gerne hurtigt). Jeg har lidt på fornemmelsen af, at hvis den her sag for alvor skal få ram på Venstre, er det på grund af Troels Lunds håbløse søforklaringer foran et massivt presseopbud for et par dage siden, og hans chefs ditto i dag, mandag.
Substansen i skandalen kan meget let blive glemt. Det er sørgeligt, men sådan er dansk politik og mediernes dækning deraf i 2011.